Sofokles
ca. 496–406 f.Kr.Sofokles er den mest klassiske af de tre store tragediedigtere. Han tilføjede den tredje skuespiller, indførte kulissemaleri og perfektionerede den dramatiske struktur, der skulle blive forbillede for al senere teaterkunst.
Sofokles vandt over 20 sejre ved Dionyserne og var også aktiv i Athens politiske og religiøse liv. Hans dramatik er præget af en dyb humanisme og en bevidsthed om de grænser, mennesket ikke kan overskride uden konsekvenser.
Værker
Kong Ødipus
Kongen af Theben søger at finde morderen, der har bragt pest over byen, og opdager gradvist den forfærdelige sandhed: han har selv dræbt sin far og ægtet sin mor uden at vide det. Aristoteles kaldte det tragediens mesterstykke for dets perfekte plot og rystende vendepunkt.
Antigone
Den unge Antigone trodser kong Kreons forbud og begraver sin faldne bror efter guddommelig lov. Dramaet udfolder konflikten mellem individets samvittighed og statens magt – et dilemma, der forbliver aktuelt. Antigone er et af litteraturens stærkeste billeder på civil ulydighed.
Ødipus i Kolonos
Sofokles' sidste drama, skrevet kort før hans død. Den blinde, landsforviste Ødipus vandrer til den athenske forstad Kolonos, hvor han til sidst finder fred og forsoning. Et meditativt værk om tilgivelse, nåde og livets afslutning.
Elektra
Elektra venter i årevis på sin bror Orestes for at hævne mordet på deres far Agamemnon. Sofokles' version fokuserer på Elektras indre kamp og udholdende lidenskab snarere end på selve hævnakten. Et psykologisk intenst drama om retfærdighed, sorg og udholdenhed.
Betydning og eftermæle
Aristoteles brugte Kong Ødipus som eksempel på den ideelle tragedie i sin Poetik. Sofokles' værker har inspireret alt fra Freuds psykoanalyse til moderne teater og film. Hans evne til at gestalte menneskets kamp med skæbne, moral og erkendelse er uovertruffen.
Læs mere