Parmenides
ca. 515–450 f.Kr.Parmenides fra Elea var en af de mest indflydelsesrige førsokratiske filosoffer og grundskikkelsen i den eleatiske skole. Hvor andre naturfilosoffer søgte forklaringer på verdens stof og bevægelse, vendte Parmenides sig mod selve spørgsmålet om, hvad det vil sige at være.
Hans radikale påstand er, at det værende er ét, evigt, udødeligt og uforanderligt. Forandring, tilblivelse og mangfoldighed tilhører ifølge ham kun menneskers meninger og sanseverdenens bedrag. Tænkning og væren hører sammen: det, som kan tænkes sandt, må være.
Hovedtanke
I sit digt Om naturen lader Parmenides en gudinde skelne mellem sandhedens vej og meningens vej. Sandhedens vej viser, at "det er" ikke kan blive til af "det er ikke", og derfor må væren være sammenhængende, uden begyndelse og uden ophør. Dermed udfordrede han hele den almindelige opfattelse af tid, bevægelse og forandring.
Værker
Om naturen (fragmenter)
Parmenides' hovedværk er bevaret i fragmenter. Digtet skildrer en rejse til en guddommelig indsigt og opdeles traditionelt i en del om sandhed (aletheia) og en del om meninger (doxa). Det er et hovedværk i tidlig metafysik og logisk argumentation.
Betydning og eftermæle
Parmenides satte et afgørende spor i den græske filosofi ved at gøre spørgsmålet om væren til et centralt filosofisk problem. Hans argumenter tvang senere tænkere som Zenon, Platon og Aristoteles til at forholde sig til forholdet mellem fornuft, sansning og virkelighed. Hele den vestlige metafysik står i dialog med hans udfordring.
Læs mere