Epikur
341–270 f.Kr.Epikur grundlagde en af antikkens store filosofiske skoler i sin have (Kepos) i Athen. Hans lære – epikuræismen – sætter lykke og sjælero (ataraxia) som livets højeste mål, opnået gennem mådehold, venskab og filosofisk refleksion.
I modsætning til den populære misforståelse handlede epikuræisme ikke om nydelsessyge. Epikur skelnede mellem nødvendige og unødvendige lyster og anbefalede et enkelt liv med gode venner og frihed fra frygt – herunder frygten for guderne og døden.
Central lære
"Døden angår os ikke," lærte han: når vi er, er den ikke; når den er, er vi ikke. Epikur byggede på Demokrits atomteori og mente, at alt – også sjælen – er sammensat af atomer, der opløses ved døden. Hans filosofi var dermed både materialistisk og trøstende: der er intet at frygte efter livet.
Værker
Brev til Menoikeus
Et kort, men centralt filosofisk brev, der sammenfatter Epikurs etik. Behandler guderne, døden, lyst og nødvendighed, og når frem til, at et godt liv kræver fornuft, ære og retfærdighed. Rummer det berømte argument: "Døden angår os ikke – for når vi er, er den ikke; og når den er, er vi ikke."
Brev til Herodotos
En oversigt over Epikurs naturfilosofi – atomteorien, sjælens natur og sansernes pålidelighed – skrevet som en kompakt lærebog for eleven Herodotos (ikke historikeren). Forklarer, hvordan alt i universet kan forstås som atomers bevægelse i tomrum.
Grundsætningerne (Kyriai Doxai)
Fyrre korte, præcise læresætninger, der opsummerer kernen i den epikuræiske filosofi. Dækker etik, erkendelseslære og samfundsteori. En slags filosofisk håndbog, som eleverne kunne lære udenad og bruge som vejledning i det daglige liv.
Betydning og eftermæle
Epikurs filosofi inspirerede Lukrets' store digt Om tingenes natur og påvirkede oplysningstidens tænkere som Gassendi og Hume. Hans have var usædvanlig ved at optage kvinder og slaver som ligeværdige medlemmer. I dag er hans fokus på mådehold, venskab og sindsro stadig bemærkelsesværdigt aktuelt.
Læs mere